350. GEORGE ROMNEY (1734-1802). TILSKREVET. PORTRÆT AF EN UNG HERRE, GEORGE PURLING (1764/5-1840).

Siddende halv længde, iført en blågrøn frakke, creme rynket vest, hvid nakkeklud og håndklæde, håret i kø, med en stok (eller pisk) og en mørk hat, olie på lærred, original forgyldt ramme
72,5 x 60,5 cm.

Herkomst: Efter afstamning i familien Purling, sandsynligvis til sitterens bror Charles (1748-1791) datter, Emilia Anne (1782-1859). Emilia Anne giftede sig med Hastings Nathaniel Middleton (1782-1821) i 1804; derfra ved direkte afstamning.

Udstillet: London, Grafton Galleries, 1900

Litteratur: T. H. Ward og William Roberts, „Romney: Et biografisk og kritisk essay med et katalog over hans værker“, 1904

Dette portræt af en fashionabel ung mand, der holder sin stok og tricorne, er for nylig blevet genstand for kontrovers. Sitteren har altid været forstået som George Purling (ca. 1765-1840), den tredje søn af Matthew og Frances Purling fra øen St Helena, og den mandlige halvdel af en broder-og-søster-dobbeltkommission givet til George Romney i 1778, da kunstneren netop var steget til modehøjden som samfundsportrætist i London. Begge portrætter blev ejet af George Purling i senere liv, blev testamenteret af ham til sin oldebror og gik derefter i familien ved direkte afstamning, indtil de blev afsendt til salg i 2023. Begge blev vist som af Romney i den berømte Grafton Galleries udstilling af hans værker i 1900, og begge blev katalogiseret i T. H. Ward og William Roberts katalog raisonné over Romneys malerier udgivet i 1904.

Indtil for nylig bestod det eneste offentlige bevis for maleriernes udseende af to falmede monokrome fotografier taget på udstillingen i 1900 og bevaret i arkiverne i Heinz-arkivet på National Portrait Gallery. Selvom fotografiet af Georges portræt var grumset, var nok synligt til at så tvivl om tilskrivningen til Romney i tankerne på den nuværende forfatter i tiden op til udgivelsen af hans nye katalog i 2015. I den opfattelse, at de to portrætter var blevet malet på samme tid, kunne denne unge mand virkelig være så ung som tretten eller fjorten år gammel, endda tage højde for det faktum, at Romney havde en tendens til at få sine sittere til at se ældre ud, end de virkelig var? Mere foruroligende syntes der noget ukarakteristisk i håndteringen af dele af figuren: de tunge træk og omhyggeligt afgrænsede hår; endda stoffet i den hvide vest. Ved siden af disse visuelle overvejelser var manglen på dokumentation for portrættet. Mens Romneys studiepapirer registrerede møder og en betaling for frøken Purlings portræt, manglede disse for portrættet af George (med undtagelse af et besøg fra 'Mr. Purling', som mere sandsynligt synes at have været en inspektion fra en Mr. Purling senior end en ensom siddende for et færdigt portræt af hr. Purling junior). Det er rigtigt, at Romneys bogføring ikke altid var upåklagelig, og det er ikke svært at tænke på scenarier, hvor portrættet af George gled gennem revnerne. (Især Romney havde den irriterende vane at registrere betalinger i den første skitsebog til rådighed, ikke i sin officielle regnskabsbog.) Men taget i forbindelse med de andre tvivl råbte en konklusion: Georges portræt var faktisk trods alt ikke af George Romney. Kunne dette ikke være et tilfælde af det almindelige fænomen fra slutningen af det 18. århundrede med dobbelte kommissioner: manden sad til en kunstner, kvinden til en anden?

Så tingene hvilede, indtil muligheden opstod i 2022 for at undersøge de to portrætter i kødet. Det blev nu klart, at uanset hvad der ellers var sket med portrættet, havde Romney arbejdet på det: måske mindre tydeligt på figuren end på de underordnede områder af lærredet, der var forblevet usynligt på det gamle fotografi. Under sådanne omstændigheder har man tendens til at påberåbe sig fænomener som fælles forfatterskab, overmaling eller selektiv rengøring, men her undgik den rapport, der blev skrevet til privat forbrug i kølvandet på undersøgelsen, at man diskuterede sådanne muligheder for at understrege, at Romneys hånd trods alt var synlig, og dermed forblev familietraditionen ubesmittet. Dette har ført til en situation, hvor modstridende synspunkter på portrættens 'ægthed' eller på anden måde har fået frie tøjler.

I lyset af den nuværende viden er det ikke muligt med sikkerhed at angive, hvad portrættens tidlige historie var. Et par foreløbige erklæringer kan dog være værd at komme med. For det første synes beviserne at understøtte en teori om portrættens langvarige og komplekse drægtighed - sandsynligvis involverende mere end en hånd og yderligere kompliceret af det faktum, at George Purling tilbragte det meste af årene mellem 1780 og 1800 i Indien. For det andet synes det gyldigt at stille spørgsmålstegn ved, om sitteren her er så ung som tretten eller fjorten, og at foreslå, at hvis maleriet virkelig blev udført i 1778 på det tidspunkt, hvor vedhænget var, er han blevet gjort til at se betydeligt ældre ud. Det er for nylig blevet hævdet, at George i 1791 arvede fra en onkel en elfenben- og hvalbenstokk; kunne dette være stokken i portrættet, tilpasset til at inkludere den? For det tredje kan Romneys arbejde med billedet kun forklares i mangel af et realistisk antal møder og eventuelle kendte betalinger, enten i form af afkald på hans honorar, hans arbejde har bestået i hurtigt at samle begyndelsen foretaget af en anden portrætkunstner, som den faktiske optagelse af et billede var blevet delegeret til, eller fordi han blev betalt i naturalier eller af en anden sammenlignelig grund. Men når alt dette er blevet sagt, er der stadig snesevis af tænkelige scenarier. Uanset hvad fremtidig forskning bringer frem, behøver dette ikke at maskere virkeligheden af et portræt, der er personificeret elegance og desto mere fascinerende for de hemmeligheder, det bevarer.

Vi er meget taknemmelige for Alex Kidson for at skrive denne fodnote og for hans hjælp til at katalogisere dette billede.